Kli­ma og bæ­re­dyg­tig­hed­

Tværfagligt Center for Børn og Unge arbejder aktivt med konkrete handlinger som bidrag til Vejle Kommunes klimastrategi. Under overskriften Vildere Vejle arbejder vi både for at styrke biodiversiteten, grøn og social bæredygtighed.

Tværfagligt Center for Børn og Unge arbejder ud fra tre grundlæggende principper

  • Vi har fokus på motivation. Vi har handlemuligheder og tager fat uden at løfte pegefingre! Vi tror, at vi kan inspirere og formidle viden, som gør det nemmere for vores kolleger at foretage klimavenlige handlinger.
  • Vi har fokus på fællesskab. Når vi handler sammen og tager klimaskridt sammen, styrker vi samtidig fællesskaberne.
  • Vi har fokus på verdensmålene. At arbejde med klima og ansvarligt forbrug i TCBU er et bidrag til flere af FN verdensmål. Verdensmålene er vores fælles strategiske kurs, der frem mod 2030 skal sætte os i retning af en mere bæredygtig udvikling for både mennesker, dyr og planter

I Tværfagligt Center for Børn og Unge er der organiseret en klimagruppe, hvor alle medarbejdere kan bidrage og deltage i det omfang, som de har mulighed for det. Vi sørger løbende for at inddrage alle medarbejdere i processen, så klimadebatten forankres bredt.

Vi arbejder aktuelt med følgende indsatser i vores handleplan

  • Videnformidling – klima hacks & inspiration

    Vi formidler løbende viden til kolleger for at gøre det nemmere at tage kloge klimavalg i hverdagen.

    Vores målsætning er én gang om måneden det næste år at formidle viden, inspiration og ideer inden for energi, bæredygtighed og biodiversitet.

    Ved du eksempelvis, om det er mest klimavenligt at bruge et krus end et papkrus?

  • Sanse-klimahave i De Åbne Rådgivninger

    Vi arbejder for at etablere en klimahave på tagterrassen i De Åbne Rådgivninger.

    Formålet er at styrke biodiversiteten i byen, men også at skabe et frirum for de børn, unge og familier, der kommer til samtaler hos os.

    Vi ønsker, at sansehaven kan bruges aktivt som terapeutisk ramme for at  arbejde med børn i sorg og mistrivsel.


    Vi har modtaget 10.000 kroner af Børn & Unge forvaltningens klimapulje til etablering og er i øjeblikket i gang med at finde sponsorater og partnerskaber. 

  • Klimavenlige indkøb og investeringer

    Vi ønsker at styrke den grønne profil i vores indkøb.

    Her skal vi understøtte den indkøbspolitik, der er fastlagt centralt, men vi kan også i de mindre indkøb tænke på, hvilke klimaaftryk vores indkøb giver.

    Kan vi eksempelvis vælge leverandører med en grøn profil, når vi booker forplejning til møder?

    Vores mål er i samarbejde med udlejer på Hjulmagervej at indkøbe og etablere el-ladestandere til parkeringspladsen.

    Et andet mål er, at vi udarbejder en klimavenlig gavepolitik, hvor vi eksempelvis tænker på at handle lokalt.

  • Genbrug og kollegial samvær

    Vi sætter gang i forskellige genbrugs- og cirkulære initiativer, der også styrker de kollegiale bånd i og omkring Tværfagligt Center for Børn og Unge.

    Et af vores strategiske mål er netop at styrke den relationelle kapacitet i Familie – og Forebyggelse i Vejle Kommune fx gennem fælles klimahandlinger.

    Vi har afholdt en fælles tøjbytte-dag i Spinderihallerne i juni 2022 og har som mål at afholde endnu et tøj/genbrugsarrangement i det kommende år.

Tovholder for klimagruppen er distriktsleder Dorte Dalkjær, og tovholder blandt medarbejderne er Ellis Maarbjerg.