Ma­te­ri­al­er til hæ­se stem­mer

Du finder her gode øvelser og råd til hvordan du kan arbejde med din vejtrækning, afspænding og fonation i rør til at pleje din hæse stemme

Du kan her læse om og finde materialer til at afhjælpe en hæs stemme, du kan læse om 3 følgende emner her på siden:

  • Vejrtrækning
  • Afspænding
  • Fonation i rør

Vejrtrækning

Vejrtrækning er stemmens motor. Det er vigtigt, at man får den bedste mængde luft og kraft, til at kunne tale uden at overbelaste ens stemme.

Man skal give plads til vejrtrækning/luften i brystkassen.

Det er vigtigt at luften kommer helt ned i maven og ikke kun bliver i brystkassen og lungerne. Hvis man kun bruger brystkassen/lungerne vil man med tiden begynde at blive spændt og derved kan der opstå en hæs stemme.

Afspænding

Hæshed kan skyldes eller forværres af, at du har spændinger i kæbe, hals, nakke og skuldre. Det er derfor en god ide at blive bevidst om, hvornår dine muskler er spændte og hvornår de er afslappet. Du kan prøve at spænde og give slip i næverne 3 gange i træk og mærke forskel på spændte og afslappede muskler.

Derudover er det meget vigtigt at der er fokus på en god kropsholdning, så ryggen holdes rank, hovedet sidder på toppen af halsen, da der derved skabes en åbenhed i brystkasse og ligevægt i kroppen, så de muskler vi bruger til at lave vore stemme med, ikke bliver overbelastet.

Det er vigtigt at der laves afspændingsøvelser dagligt, og det må meget gerne suppleres med eksempelvis massage og meditation, hvor musklerne bliver helt afslappet.

  • Øvelse til afspænding

  • Afslapning
    • Afspænding: Uanset om du ligger eller sidder, så gør dig det så behageligt som muligt. Undgå at krydse ben eller arme. Læg eventuelt en pude under nakken og en pude under knæene. Lyt evt. til rolig, afslappende musik, hvis du har lyst til det. Ret opmærksomheden mod dit åndedræt og tag nogle gode, dybe åndedrag. Lad så vejrtrækning falde til ro og finde sit eget tempo. Mærk din vejrtrækning, og forestil dig, hvordan åndedrættet først fylder maven og derefter lungerne med luft, og dernæst hvordan først lungerne og så maven tømmes helt for luft med udåndingen. Læg også mærke til den lille pause mellem ind- og udåndingen, hvor din vejrtrækning er i ro. Brug et stykke tid med på denne måde at rette opmærksomheden mod din vejtrækning. Bevæg nu langsomt din opmærksomhed rundt i kroppen. Begynd f.eks. ved fødderne, og flyt opmærksomheden videre til underben, lår, bækken, mave, bryst, ryg, hals, hoved, overarme, underarme, hænder og fingre. Ved hver kropsdel fokuserer du på først at mærke, hvordan den føles, og dernæst på at slappe helt af i alle musklerne i området. Forestil dig, hvordan du kan lade kropsdelen synke dybere og dybere ned i underlaget, uden at du bevæger dig. Nu skal du langsomt ud af afspændingen igen. Begynd med at fokusere på kontakten til underlaget, som du ligger eller sidder på. Mærk kroppen mod underlaget, og fortæl dig selv, at du nu bliver gradvist mere vågen og samtidig afspændt. Begynd f.eks. langsomt at vrikke med fingre og tæer. Stræk kroppen. Åben langsomt øjnene.
  • Plakat

    Plakat til print med øvelser til afspænding

Fonation i rør

Stemmedannelse i rør er godt, da øvelserne har en god effekt på musklerne i svælg og omkring strubehovedet. Efter øvelsen vil man føle sig afslappet og mere åben i halsen. Stemmelæberne kan bevæge sig mere fleksibelt og frit. Samtidig trænes støttefunktionen, da du bruger maven til at skabe en god vejrtrækning. Din kæbe bliver løs og afspændt, fordi røret placeres mellem tænderne.

Øvelserne er oplagt som opvarmning og afspænding.